Olga Larsen (1897-1972)

Læs mere om Olga Larsen

“Hun skabte dem for sin egen skyld …”
Per Abildsø (Olga Larsens nevø)

Olga Larsen syede sine betagende billedtæpper. Hun syede drømmen om det liv på landet, hun aldrig fik – og hun syede sit eget univers, hvori livet på det lille landsted med blomstrende æbletræer, husdyr og honning på krukke blandes med særlige fandener med tilnavnet Grønlænder-fanden, Islænder-fanden og Færø-fanden.

Olga Marie Alvilda Larsen var hendes fulde navn, hun levede hele sit 75-årige lange liv i København. Faren døde, da hun var bare 3 år, så hun voksede op med sin mor og lillebror – støttet af den nærmeste familie.

Som ung pige blev hun interesseret i frikirkens tænkning og miljø, og i en årrække tog hun ud med en lille trup og spillede og sang på værtshuse og i barer i forhåbningen om, at de tabte sjæle kunne omvendes. Det var en sådan dag, hvor Olga havde gjort en god gerning med sin sang, at hun blev væltet omkuld af en hest, der uheldigvis trådte på hendes hånd, hvorefter hånden resten af hendes dage var svært skadet – og tommelfingeren lammet og ubrugelig.

Denne ulykke satte også sine mørke spor på psyken. Olga blev indesluttet og sky, og hun holdt sig i eftertiden mest for sig selv. Hun hjalp dog moderen lidt med håndarbejde, men ellers kunne hun sidde i en stol i timevis og stirre frem for sig. Senere fik hun arbejde som kokkepige i flere forskellige herskabshjem. Det var efter de ofte lange arbejdsdage, at hun hjemme på sit lille værelse, og senere i hendes liv i en lille lejlighed på Vesterbro, fordybede sig i billedtæpperne.

Uldgarn blev med stoppenål syet ind i stykker af billigt ostelærred. Ikke med sirlige korssting – nej, nålen blev ført frem og tilbage i en uendelighed. Tæt, tæt, tæt og langsomt blev stofstykket mere end fyldt af garnet. Så tæt og så komprimeret at resultatet blev et fast og hårdt billedtæppe, som mere har karakter af et stykke vævet arbejde, end det man forstår ved syning og broderi.

Man forestiller sig den trancelignende tilstand, som Olga har befundet sig i, hvor nålen automatisk har vandret frem og tilbage i stoffet. Hun har støttet og holdt fast om billedet med den svage hånd og anvendt den raske til brug af nålen. Et ganske ubeskriveligt stort arbejde der har taget oceaner af tid. Men tid havde Olga nok af efter sin arbejdsdag – broderen havde vendt hende ryggen, og han gjorde, hvad han kunne for at holde sin egen familie væk fra Olga, fordi hun var mærkelig og befængt ifølge hans udsagn.

Efter moderens død var der tilbage kun kattenes selskab i baggården og i lejligheden – dem fodrede Olga til gengæld flittigt med fiskerester, som hun hentede på fisketorvet.