Tidligere udstillinger 2024-2025
Ovartaci ≠ Isolotto
Udstillingsperiode:
27. SEP 2024 - 9. FEB. 2025
En særudstilling med værker af ovartaci - iscenesat af den danske kunstner Uffe Isolotto
Ovartaci er kendt og elsket for sine slanke kvindelignende figurer med mandelformede øjne, men faktisk skabte han sideløbende med disse karakteristiske værker en helt anden type værker. Værker som har en mere naturalistisk karakter.
Den aktuelle særudstilling Ovartaci ≠ Isolotto sætter fokus på denne mindre kendte side af Ovartacis kunstneriske virke – den mere naturalistiske gengivelse af verden. De udstillede værker befinder sig normalt i museets arkiver og udstilles sjældent, da karakteren af værkerne er svær forenelig med Ovartacis mere fantasifulde værker.
Værkerne
Værkerne er for de flestes vedkommende et resultat af bestillinger fra de mennesker Ovartaci omgav sig med – plejere og læger. Værkerne har haft en særlig betydning for de, som har bestilt værkerne – et minde om en fødegård, nogle slægtninge, en hjemegn eller måske har de blot skulle pynte på væggen i hjemmet.
Man kan argumentere for, at værkerne ikke er et udtryk for kunstnerens indre verden, men omverdenens behov for noget pænt at kigge på. Med bestillerens manglende mellemkomst falder værkernes betydningslag bort, og de fremstår måske ligefrem ligegyldige og irrelevante for os som betragtere. På den måde minder værkerne om lignende værker og genstande, man kan finde i pulterkamre eller loftrum. Værker og genstande som som gennem tiden har mistet deres betydning for os eller står tilbage efter en slægtning. De værker og genstande der lander på loppemarkeder og i genbrugsforretninger.
Iscenesættelsen
Uffe Isolotto (f. 1976) scenografiske værker i udstillingen låner fra loppemarkedets logik – borde til ting, der skal ligge og stativer til ting der skal hænge. Selv siger Isolotto: ”Loppemarkedet er et rum, hvor der opstår en form for katarsis gennem udrensning af både dybt personlige genstande og affektionsværdier samt en frigørelse fra den dårlige samvittighed, der knytter sig til ting, man
har erhvervet uden nogensinde at bruge dem. Dette rum fungerer som en metafor for en bredere eksistentiel og psykologisk forløsning, hvor kitsch, skrammel og skjulte skatte mødes og udfordrer vores forståelse af værdi, affektion og ophobning. Loppemarkedet bliver på denne måde
et symbol på transformation eller ønsket om forandring.”
Ovartaci ≠ Isolotto
Ovartaci og Isolotto er kunstnere af hver sin tid, men har flere fælles snitflader - Begge leger de med begreber om vores væren i verden gennem arbejdet med emner som kroppen, seksualitet, mytologi og erindring.
De to kunstneres spor krydsede første gang hinanden i forbindelse med Venedig Biennalen i 2022. Hvor Ovartaci var inviteret til at udstille på Biennalens hovedudstilling med 26 værker, havde Isolotto skabt totalinstallationen We Walked the Earth, som udsmykkede den danske pavillon.
Ligheder og uligheder
Hvor Ovartaci arbejder i mere fysiske medier og materialer som lærred, papir, pap, metal og træ – ofte som genbrug, mikser Isolotto forskellige materialer og formater stærkt inspireret at it-alderens udvidede mulighedsfelt.
Hvor Ovartaci levede i perioden fra 1894-1985, er Isolotto nulevende. Ovartaci var døbt Louis Marcussen, men skiftede i begyndelse af 1930’erne navneidentitet til Ovartaci, mens UI for nogle år siden skiftede sit oprindelige efternavnet Holm ud med dets mere eksotisk klingende italienske pendant - Isolotto.
Udstillingskatalog
Er du nysgerrig på at vide mere om udstillingen, værkerne, Ovartaci og Isolotto, så kan du købe udstillingskataloget Ovartaci ≠ Isolotto i museumsshoppen og museets webshop.
Udstillingen er støttet af:
Ny Carlsberg Fondet · Per & Lise Aarsleffs Fond ·Reisby Fonden · Aarhus Stiftidendes Fond · C.A.C. Fonden · Museum Ovartacis Venner
KLOKKEBARN, BLODMENNESKE, DRÅBEN
Udstillingsperiode: 22. feb - 11. aug. 2024
En særudstilling med værker af den danske kunstner Kathrine Ærtebjerg
Udstillingen Klokkebarn, Blodmenneske, Dråben består af malerier, hængende træfigurer, musik og akvareller.
Figurerne i udstillingen eksisterer i en slags flydende fortælling, som beskueren selv må digte. Som altid i Ærtebjergs værker kan figurerne ses som forskellige aspekter af det samme menneskes indre - som flere forskellige figurer, der danner en scene eller bare sameksisterer i en åben fortælling.
Udstillingen har barnet som omdrejningspunkt – særligt barnets udvikling og stadiet mellem barn og voksen er i centrum. Der er i udstillingen lagt særlig vægt på det uskyldige, åbne og sårbare som netop hører til barnet og den unge.
Ofte bruges betegnelsen surrealisme om Kathrine Ærtebjergs værker. Surrealisme er den indre verdens billeder. Billeder som viser følelser, visioner og fornemmelser, hvor reglerne fra den virkelige verden er ophørt, og alt er muligt. Det er fantasiens evne til at skabe en personlig verden, som kan være positiv og håbefuld men også destruktiv.
Værkerne i udstillingen er blevet til over længere tid og er sammensat ud fra kunstnerens store bagkatalog af værker.
Tidligere udstillinger 2023
Jeg er (her)
Udstillingsperiode: 18. maj - 31. dec. 2023
Særudstillingen Jeg er (her) viser et udsnit af museets store unikke samling af Art Brut - kunst skabt af mennesker med tilknytning til psykiatrien.
Udstillingen stiller skarpt på kunstens immanente kvaliteter som kunst skabt på et helt særligt, stærkt personligt grundlag. Kunsten er eksistenstielt betinget og ikke skabt med henblik på udstilling. Kunstens præmis er at give form og udtryk til noget, der ikke kan formuleres på anden vis - noget som skal bearbejdes og ud. Her er ingen filter.
Kunsten er stærk.
Kunsten er ærlig.
Kunsten er rå.
Kunsten er direkte.
Kunsten er et aftryk af kunstnerens tilstedeværelse.