Ovartaci (1894-1985)
1894: Louis Marcussen, senere kendt som Ovartaci, fødes i Ebeltoft d. 26.9. 1894. Hjemmet er velhavende, og Louis vokser op i en stor søskendeflok i en af Ebeltofts smukkeste ejendomme. Flere af hans søskende dør tidligt eller har forskellige handicaps. Allerede i sin ungdom er Louis optaget af yoga, buddhisme og litteratur. Han søger efter kontrol over krop og sind. Louis betegnes som en sky og tilbageholdende natur.
1913: Efter folkeskolen kommer Louis i malerlære. Han får sit lærebrev som 19-årig i 1913 og arbejder derefter som håndværksmaler, indtil han emigrerer til Argentina i 1923.
1923-29: Louis får først job som maler i Buenos Aires sammen med en dansk rejsekammerat. Derefter vagabonderer han og sulter ofte. En tid opholder han sig hos det oprindelige folk i junglen i de nordlige provinser. Dette har givet anledning til spekulationer om, hvorvidt han her har stiftet bekendtskab med rusmidler og lagt kimen til en psykose.