• Din kurv er tom

Ovartaci (1894-1985)

1894: Louis Marcussen, senere kendt som Ovartaci, fødes i Ebeltoft d. 26.9. 1894. Hjemmet er velhavende, og Louis vokser op i en stor søskendeflok i en af Ebeltofts smukkeste ejendomme. Flere af hans søskende dør tidligt eller har forskellige handicaps. Allerede i sin ungdom er Louis optaget af yoga, buddhisme og litteratur. Han søger efter kontrol over krop og sind. Louis betegnes som en sky og tilbageholdende natur.

1913: Efter folkeskolen kommer Louis i malerlære. Han får sit lærebrev som 19-årig i 1913 og arbejder derefter som håndværksmaler, indtil han emigrerer til Argentina i 1923.

1923-29: Louis får først job som maler i Buenos Aires sammen med en dansk rejsekammerat. Derefter vagabonderer han og sulter ofte. En tid opholder han sig hos det oprindelige folk i junglen i de nordlige provinser. Dette har givet anledning til spekulationer om, hvorvidt han her har stiftet bekendtskab med rusmidler og lagt kimen til en psykose.

1929: Louis vender hjem til Ebeltoft og familien. Han må arbejde sig tilbage som kullemper på et fragtskib. Louis er paranoid og uligevægtig. Der går ikke længe, før familien føler sig nødsaget til at få ham tvangsindlagt.

Louis indlægges på anstalten i Risskov og får diagnosen skizofreni. Man har senere diskuteret, hvorvidt diagnosen var korrekt. Louis er psykiatrisk patient i de følgende 56 år.

Louis tildeler sig selv navnet Ovartaci. Han ser sig selv som den ledende patient, eller “Overtosse” – på jysk udtalt: “Overtossi” – altså en rolle modsvarende overlægens. Det bliver hans kunstnernavn i de næste mange år (foruden Ivarygaci, Pupparpasta, Luis Goncalez mm.).

1932: Ovartaci overflyttes til den psykiatriske plejeanstalt, Dalstrup på Djursland.

I årene på Dalstrup er Ovartaci meget produktiv, først som håndværksmaler, og senere indleder han sit kunstneriske virke, som fortsætter til få år før hans død. Han bemaler bl.a. alle væggene på sit værelse med høje slanke kvindeskikkelser og skaber figurer og dukker.

1942: Ovartaci er i perioder vred, urolig og hallucineret. Personalet på Dalstrup frastødes af hans erotiske optagethed af de dukker, han fremstiller. Ovartaci flyttes tilbage til Risskov.

1951: Ovartaci indleder en flerårig kamp for at blive befriet for sine stærke lyster, rettet mod kvindekønnet. I første omgang anmoder han om at blive kastreret, og det bevilges med medicinsk begrundelse. Ovartaci er ikke tilfreds med resultatet. Han oplever stadig at blive stærkt, og synligt, tiltrukket af kvindekroppen. Han beder derefter om at få penis amputeret, altså at få fjernet ondets rod; men det imødekommes ikke.

1954:  Da Ovartaci stadig ikke får sin vilje, tager han sagen “i egen hånd” og forsøger at amputere penis med et barberblad. Modet svigter ham, og resultatet bliver kun et kødsår. Ovartaci er meget flov over dette. Senere samme år gør han operationen færdig og skærer penis af med hammer og mejsel i hospitalets snedkerværksted. Heller ikke dette er nu tilstrækkeligt for ham. Ovartaci skifter i denne periode fokus fra fravalget af det maskuline til tilvalget af det feminine. Han ser kvinden som et ophøjet væsen og drømmer kun om den rene åndelige kærlighed. Ovartaci ønsker på ingen måde at blive begæret, som kvinde, af mænd. Han begynder samme år at agitere for en fuld kønsskifteoperation med dannelse af en vagina.

1955-57: Operationen bevilges, forbløffende nok – i betragtning af tiden og omstændighederne – og gennemføres i to faser, i 1955 og 1957. Ovartaci er nu 63 år. Han bliver herefter en mere rolig patient. Ovartaci bærer kvindeklæder og har langt pagehår. Han beder om at blive tiltalt “frøken” og vil gerne overflyttes til kvindeafdelingen.

 

1972: I de senere år afsvækkes Ovartacis visioner. Han tager en vis afstand til sine “fantasterier”, som han kalder dem. Ovartaci afsværger også den kvindelige identitet. Han ønsker at blive tiltalt som mand igen. Til en afdelingssygeplejerske siger han i 1972 ved flere lejligheder, at han fortryder kønsskifteoperationen, bl.a. med ordene: “Man bliver jo ikke kvinde derved ...”. Senere udtaler Ovartaci: “Jeg hedder Louis Marcussen, og jeg er et mandfolk ...”. Ovartaci levede omtrent 15 år som kvinde/transkønnet; men de resterende 76 år levede – og døde han som mand. På Museum Ovartaci respekterer vi denne tilbagevenden til en maskulin identitet.

 

1979: En officiel blåstempling som kunstner får Ovartaci, da han i 1979 inviteres til at bidrage til udstillingen “Outsider” på Louisiana i Humlebæk. Her kommer han i fint, internationalt selskab og får stor ros, specielt for sine skulpturer.

1985: Kl. 18.35, den 25. november 1985, i en alder af 91 år, sover Ovartaci stille ind på sygeafdelingen på det psykiatriske hospital i Risskov. Hans hjerne udtages med henblik på senere undersøgelse.

Powered by Søgaard & Co.

Museum Ovartaci · Katrinebjervej 81 8240 Aarhus N · Tlf. 4185 6290 · museum@ovartaci.dk