Kurt Severin Andersen (1941-2003)

Da Kurt Severin Andersen var ung i tresserne malede han overvejende naturalistisk, senere anvendte han maleriet mere direkte som en art psykoterapi, og stilen ændrede sig fra det realistiske til at strække sig langt ud over denne verdens fysiske håndgribelighed. Han har fortalt, at han så længe han kunne huske – helt fra barnsben har tegnet og malet på papir og lærred.

På afstand forekommer værkerne harmløse i de douche farver og i den jævne blødhed, som de fremstiller. Går man tættere på værkerne – dog ikke for tæt, for da mister man sammenhængen på bekostning af detaljerne – åbenbarer sig løsrevne objekter sammensat i en helt anden og ukendt verden. Elementerne danner mønstre og i nogle værker nærmest et sandt mylder. Ud af den tilforladelige og pæne overflade træder i nogle værker mere grumme billedudsnit op. Eksempelvis kan man ane et – eller to? – hvide ansigter, halvt opløste, glidende ud i maleriets flade af grå-hvide-rosa farver, og man kommer i flere henseender til at tænke på kunstneren Francis Bacon. Kurt Severin er dog langt fra Bacons deciderede horroreffekt i motiverne.

I et andet maleri ses ufuldstændige ansigter, knogler, bygningsdele og fugle. Et menneskehoved er opløst i bløde organdele, øjnene er himmelvendte og det glider i ét med fuglehovedet – og harehovedet, hvis man kan tvinge sin hjerne til at se dette i billedet. Imellem søjler viser sig udefinerbare former, de trænger sig ind i billedets rum, det gyser – og det drager.

Kurt Severin er en dygtig håndværker. Han kan få objekter til at glide ind i hinanden, foran og bagved, og det skaber dette fremmede, udefinerbare rum. Hvad handler det om? Er det et “indre selvportræt”? Fokuserer man på en genkendelig figur, forsvinder en anden – det er som forvandlingsbilleder.

Der er en kontrast mellem det naturlige organiske – det bløde og opløselige – og de hårdere menneskeskabte emner, såsom søjler fra bygninger, der som et skelet danner et fysisk rum. En kontrast mellem det kultiverede og det naturlige.