Gaven
I 2009 donerede Baukje Zijlstra en meget flot gave til Museum Ovartaci i form af adskillige værker, der dækker et stort spænd i hendes oeuvre. Disse seneste værker fører os tilbage og rundt om Baukje Zijlstra som kunstner og menneske – rundt om tanker, idéer, skitser og forarbejder – fra ganske småt og sirligt til stort og groft.
Udover de enkeltstående værker rummede den seneste donation tillige en del værdifuldt dokumentationsmateriale.
Værkerne
Afsættet for Baukjes Zijlstras værkproduktion har varieret i hendes kunstneriske forløb. Hun har via sin egen skole – Kunstakademiet Andromeda – og flere uddannelser arbejdet sig ind på den billedterapeutiske side af kunstudtrykket. Dels har hun i sin skole undervist andre i dette felt og givet de studerende indsigt i kunstens og processens egenskaber i forhold til at nå ind på de personlige planer, og dels har hun selv i ganske bestemte perioder anvendt den terapeutiske del meget bevidst i forhold til selv at få det bedre.
Men uanset hvilket afsæt Zijlstra arbejdede ud fra – om det var med udsmykningsopgaver, design af effekter til den kirkelige liturgi, undervisning, interesse i andre kulturer – så har udtrykkene og resultaterne altid det stærke personlige præg af kunstneren selv – på samme tid en stor styrke og følsomhed med rødder i en tid før, og i nuet.