Museum Ovartaci · Katrinebjervej 81 8240 Aarhus N · Tlf. 4185 6290 · museum@ovartaci.dk
Henning Egebjerg Simonsen (1936-1989)
Henning Egebjerg Simonsen - En enkel streg – spontant, men sikkert, som en selvfølgelighed. Stregen. Med tusch tegner Henning Simonsen streger sammen til billeder. Som i Cobra-tidens automattegninger mødes og skilles stregerne, for at samles igen. Hulrum fyldes med farver og strøg, og flader bliver til mennesker og udtryksfulde ansigter. Nogle søger kontakt med hinanden – andre med beskueren.
I mange af Simonsens værker finder man masken i den konkrete eller mere spontane form. Nogle masker har stængede øjne og mund, hvor symbolikken kan tolkes direkte som det, man ikke kan eller vil se eller udtrykke, eller som et udtryk for det at være lukket inde med sit indre, der hvor kampene kæmpes, og hvor masken kommer til at dække over et lidende sind. Op gennem historien har masken indgået i kunsten, hvor den i værkerne er tildelt forskellige betydninger. Til maskerade dækker man sit daglige jeg og smykker sig med et andet ansigt og identitet, der måske tillader andre handlinger. Masken både skjuler, men blotter måske samtidig nye sider af mennesket.
Skal man sammenligne Simonsen med andre store kunstnere, dukker Asger Jorn og Egill Jacobsen op i bevidstheden. De var begge medlemmer af Cobra-gruppen, der repræsenterede den nordeuropæiske ekspressionisme. I Cobra-manifestet efterlyste kunstnerne “... et system, hvis love er baseret på menneskelig vitalitets umiddelbare behov ...”. Man kommer det ikke nærmere end i Henning Simonsens værker.
Henning Simonsen tilbragte næsten halvdelen af sit liv på psykiatriske institutioner. Han arbejdede meget seriøst og intensivt med kunsten, både under sine indlæggelser og hjemme i sin lejlighed.
Få vores nyhedsbrev
Tilmeld vores nyhedsbrev for at modtage informationer om arrangementer eller nyheder omkring Museum Ovartaci. Nyhedsbrevet udsendes med skiftende mellemrum, men i almindelighed højst en gang om måneden. Du kan til enhver tid afmelde dig ved hjælp af "Afmeld nyhedsbrev" linket nederst i et af de nyhedsbreve, du har modtaget.