Vi åbner døren til en forunderlig verden...
Inderst inde er vi alle langt ude - der er mere i galskaben end du tror.
Museum Ovartacis faste udstilling aktualiserer emner og tematikker om det menneskelige sind i et dynamisk samspil mellem museets to samlinger.
Udstillingen rejser spørgsmål, der søger at udfordre gæsterne på gængse forestillinger og fordomme og opfordre til dialog om svære emner.
Museets unikke samling består af to tæt forbundne samlinger - en kunstsamling og en samling af historiske genstande fra Psykiatrisk Hospital i Risskov. Museets store kunstsamling udgøres af betydningsfulde værker inden for genren Art Brut og Outsider Art. Museets samling af historiske genstande stammer fra det første psykiatriske hospital uden for hovedstaden fra 1852 frem til i dag.
Centralt i museets kunstsamling står kunstneren og patienten Ovartaci - Danmarks måske mest markante Art Brut kunstner. Ovartacis værker er skabt i perioden fra 1929-85, hvor han var patient på Psykiatrisk Hospital i Risskov. Med sin 56 år lange indlæggelse og sin helt særegne kunst er Ovartaci indbegrebet af såvel institutionen som historien om friheden i at kunne udtrykke sig gennem kunsten.