Museum Ovartaci · Katrinebjervej 81 8240 Aarhus N · Tlf. 4185 6290 · museum@ovartaci.dk
Hans Heinerik (1910-1985)
Heinerik, som han ønskede at blive kaldt, blev indlagt på Psykiatrisk Hospital i Risskov efter at være blevet psykisk ændret i forbindelse med en hjerneskade under en sabotagehandling på Skanderborg station. Han havde kontakt med Hospitalet en længere årrække, og i de sidste år, han levede, opholdt han sig på plejehjem.
Museets tidligere leder, psykiateren Johannes Nielsen, kendte Heinerik i 1970’erne og 1980’erne og de blev gode venner. Johannes Nielsen fik mange breve fra Heinerik. Han dekorerede altid sine breve med kongelige mærkater af forskellig art. Det var altid festligt at få et brev fra Heinerik; hans breve udstrålede glæde ved livet. Heinerik var en talentfuld naivist, og han deltog også i flere censurerede udstillinger og solgte til amt og kommune, noget der glædede ham meget.
Heinerik var overbevist om, at han var søn af Christian d. X, og hans argumenter for dette var bl.a., at hans mor havde været smørrebrødsjomfru på Marselisborg Slot, da Prins Christian færdedes på slottet. Når Johannes Nielsen købte et maleri, signerede han det “Prins Heinerik”, fordi J.N. accepterede og titulerede ham som prins af blodet.
Heinerik var skuffet over, at hofmarskal Hans Sølvhøj på et vist tidspunkt frabad sig, at han sendte flere breve og billeder til kongefamilien, der efter Heineriks mening jo også var hans familie. Han var også utilfreds med, at han ikke kunne få “nålepenge”.
Få vores nyhedsbrev
Tilmeld vores nyhedsbrev for at modtage informationer om arrangementer eller nyheder omkring Museum Ovartaci. Nyhedsbrevet udsendes med skiftende mellemrum, men i almindelighed højst en gang om måneden. Du kan til enhver tid afmelde dig ved hjælp af "Afmeld nyhedsbrev" linket nederst i et af de nyhedsbreve, du har modtaget.