Museum Ovartaci · Katrinebjervej 81 8240 Aarhus N · Tlf. 4185 6290 · museum@ovartaci.dk
Anette Jensen
Anette Jensen arbejder såvel med de konkrete og afgrænsede figurer i sine malerier som med det spontant abstrakte. Hun finder frem til energien, der opstår med komplementære farvesammenstillinger, og navnlig i hendes mindre og mere spontane værker er der en lethed og et mylder af liv.
Anette viser et meget flot greb om komposition. I de store lærreder disponerer hun farver og flader på en meget sikker og velafvejet måde. Men den store fisk og den store flimrende sol på – nej, ikke en blå himmel, men derimod en orangerød – er enkle, stærke og lidt påtrængende motiver.
I maleriet med den store fisk er der flere kristne symboler – eksempelvis er fisken selv symbol på Jesus Kristus, Guds Søn, Frelseren (på græsk IXTHYS), det er det ældste kristne symbol.
Fisken kan også ses som et symbol på mennesket. Disciplen Peter blev af Jesus kaldet til at blive ”menneskefisker”, og man kan se dåbsvandet som et billede på menneskets rette element ved bekræftelsen af troen. I maleriet flyver netop helligåndsduen hen over himlen, som man ofte finder den over døbefonden.
Men der er andre stærke ting på færde i Anettes værker – eksempelvis motivet med en rød kvindeskikkelse, hvor der nærmest står flammer ud af ryggen på kvinden. Hun står i et fantasilandskab, holder i en snorelignende genstand i billedsiden og bag hende ses et gitter? Er det et redskab med lange tænder, eller er der ild i landskabet? Der er flere muligheder, hvilket gør maleriet dramatisk og dragende.
Anette Jensen arbejdede ofte på Museets Åbne Atelier i 1980'erne. I 1999 henvendte Anette sig til os igen med ønske om, at Museet tog imod en serie af malerier, tuschtegninger og skulpturer til gengæld for, at hun fik et af Museets atelierer til rådighed, hvor hun kunne male billeder til sig selv.
Få vores nyhedsbrev
Tilmeld vores nyhedsbrev for at modtage informationer om arrangementer eller nyheder omkring Museum Ovartaci. Nyhedsbrevet udsendes med skiftende mellemrum, men i almindelighed højst en gang om måneden. Du kan til enhver tid afmelde dig ved hjælp af "Afmeld nyhedsbrev" linket nederst i et af de nyhedsbreve, du har modtaget.