Spisestue på 1. forplejningsklasse
At der var “forskel på folk” fremgår med al ønskelig tydelighed. Overlæge Hallager begrunder i Jydske Asyls 50 års jubilæumsskrift fra 1902 forskelsbehandlingen på følgende måde:”... Meningen med de tre Forplejningsklasser er at opnaa, at enhver Patient paa Anstalten stilles under Forhold, der saavidt mulig svarer til dem, han er vant til fra sit daglige Liv uden for Anstalten ... Det kan være ubehageligt og uheldigt for Patienten at leve under meget tarveligere Forhold paa Anstalten, end han er vant til. Men det kan ogsaa være uheldigt for ham at leve under Forhold, som er ham fremmede, fordi de er for ‘fine’ ...”
Det offentlige sygehusvæsen er i årene, der fulgte, blevet ganske demokratisk, alle spiser af samme service, dog kan privatisering og betalingshospitaler i dag vække minder om anstaltens tidlige år. I opdækningen genkender vi Den Kongelige Porcelænsfabriks klassiker, det blå musselmalede. Det underordnede personale spiste på 3. klasse og fik den samme kost som patienterne. Alt overordnet personale spiste på 2. klasse.
Denne gamle “verdensorden” bestod til 1920’erne, hvorefter 1. forplejningsklasse udfasedes.