Et portræt af anderledeshed

Portrætfotografier på Jydske Asyl

Her på museet har vi en samling patientportrætter fra 1860erne, 1870erne og 1890erne. De fortæller om livet på et psykiatrisk hospital, om samfundslivet sidst i 1800-tallet og om personlige skæbner.

Mange af portrætterne blev sat i smukke fotoalbums. De viser en række mennesker i forskellige positurer og munderinger: mænd og kvinder, børn og ældre, mennesker, som poserer, og mennesker, som er skræmte, mennesker, som smiler og mennesker, som er i smerte.

På fotografiernes bagside finder man personens navn, nummer, årstal og i nogle tilfælde navnet på en fotograf. Hvad fortæller disse informationer os om portrætternes formål? Var de ment som identifikation, diagnosemateriale eller dokumentation?

Fotografier i 1800-tallet

Disse fotografier er taget ca. 20-30 år efter fotografiets opfindelse i 1839. Folk strømmede til de nyligt oprettede atelierer for at få lavet portrætter. I København alene var der mellem 1862 og 1865 ca. 100 atelierer. Atelierfotografiet skulle understrege værdier som social status og kernefamiliens betydning.

Samtidig med atelierfotografiet opstår en anden type fotografi: patientfotografiet. Det har institutionen som ramme og opstår med et videnskabeligt formål: at diagnosticere. Man mener nemlig, at det indre afspejler sig i det ydre; at man kan se den psykiske sygdom.

Fotografiet som underholdning

Hvad var så formålet med portrætterne? De var oprindeligt placeret i albums og ikke i patientjournaler, og man kunne sagtens forestille sig, at de har skullet dokumentere livet på hospitalet.

Vi har her en samling ret individuelle fotografier. De viser forskellige positurer, blikretninger og afstande og har en stor virkning på beskueren. Der er plads til individet, som portrætteres med værdighed.

Det usynlige og det synlige

Det synlige vil altid være lettere at behandle og at forholde sig til, mens den usynlige psykiske sygdom kan være sværere at forholde sig til. Det er måske blandt andet derfor et tabubelagt emne, som er vanskeligt at tale om. Med disse portrætter kommer den synlige dimension til, der kommer et ansigt på. Gennem fotografiet kommer virkeligheden tæt på, og dermed kan der måske opstå en anden form for åbenhed.

Vi vil lade billederne tale for sig selv og tale til den enkelte beskuer.