• Din kurv er tom

De tre tårne - et nybrud i dansk Sindssygebehandling.

I løbet af mindre end 10 år åbner tre store nye psykiatriske institutioner i Danmark: Først i Risskov ved Århus i 1852: “Den nørrejydske Helbredelsesanstalt for Sindssyge”, også kaldet Jydske Asyl.
Dernæst følger anstalten på halvøen Oringe ved Vordingborg i 1858 og endelig Kurhuset ved Skt. Hans Hospital ved Roskilde i 1860.
Her taler vi altså om en uhyre koncentreret indsats over ganske kort tid. Formålet er at forbedre vilkårene for de sindssyge og skabe rammer om en egentlig psykiatrisk behandling – fremfor opbevaring.

På denne side  søger vi at give et signalement af nogle meget vigtige år i dansk psykiatri omkring midten af attenhundredetallet.

De tre tårne er rent fysisk tårnene på Jydske Asyl, anstalten i Oringe og Kurhuset på Skt. Hans Hospital ved Roskilde.

Samtidig ser vi lægen Harald Selmer og de to arkitekter: Michael Gottlieb Bindesböll og Ferdinand Friis som tre markante skikkelser – eller tårne – i udformningen af de tre anstalter.

De tre får tildelt en væsentlig rolle i skabelsen af den “moderne” sindssygeanstalt i Danmark i denne epoke, præget af et samfund i forandring.

Harald Selmer

Et H-formet Asyl i Nørrejylland

Ferdinand Friis' første grundplan til et H-formet asyl efter engelsk forbillede i Nørrejylland (Risskov er endnu ikke på tale) er fra 1844, og den er formodentlig produceret på Sundhedskollegiets foranledning. Debatten om modernisering af sindssygevæsenet i Danmark er i fuld gang, og det er på denne baggrund, at Ferdinand Friis bliver indbudt til at fremkomme med et forslag til en ny anstalt.
På Friis' grundplan kan vi bemærke: Øverst til venstre finder vi eksempelvis “Spadsereplads for manierede Mandfolk” Hvis vi kigger nærmere på celleafdelingen, kan vi se, at sengene er placeret centralt i rummet. Dette gør det nemmere at fastholde og fiksere en urolig patient. Det samme gør sig gældende i afdelingen øverst til højre for de “manierede Fruentimmere”.
Nederst henholdsvis til venstre og til højre finder vi de grønne felter “Et Partie af  den dannede Mandfolkeklasses Have” og “Et Partie af  den dannede Fruentimmerklasses Have”. Centralt imellem disse finder vi – ganske forudsigeligt – “Et Partie af Overlægens Have”.

Ferdinand Friis bliver i øvrigt slået af Gottlieb Bindesböll i arkitektkonkurrencen om at tegne Thorvaldsens Museum. I denne produktive og forandringsprægede periode i dansk og europæisk kultur får de to arkitekter et skæbnefællesskab på godt og ondt. Specielt forløbet med skabelsen af de tre anstalter i Risskov, Oringe og Roskilde knytter dem sammen.

Friis' arkitektoniske hovedværk og eftermæle bliver Statsfængslet i Horsens.

“BINDESBÖLL, EN Talentfuld mand”

Allerede i 1843 får Gottlieb Bindesböll lejlighed til at tegne et udkast til en sindssygeanstalt i Nørrejylland, så vi må sige, at opgaven ikke er ham fremmed, da han overtager hvervet  efter Ferdinand Friis i 1850.
Vi finder dette tidlige udkast i lægen Jens Rasmussen Hübertz’ bog: “Om Daarevæsenets Indretning” fra 1843:   
“… med hensyn til dens indretning, da har ligeledes Flemming (overmedicinalraad) angivet grundtrækkene efter hvilken tegningen er udført af Bygningsinspektør Bindesbøll paa en saadan Maade som man var berettiget til at vente det af denne talentfulde Mand”.

 

Arkitekt Friis og et “uvenligt” udkast

Arkitekt Ferdinand Friis (1793-1865) er som bygningsinspektør for Nørrejylland det naturlige førstevalg til opgaven med en ny helbredelsesanstalt i Risskov i Harald Selmers regi.

Her ser vi Friis’ første udkast til “Sindssyge-anstalten for Nørrejylland” fra 1849. Da Bindesböll som ny bygningsinspektør i 1850 med en karakteristisk stor energi overtager byggeriet, udformer han  det endelige anlæg på basis  af et senere udkast fra Friis.  

Facaden forekommer umiddelbart uendeligt lang, kølig og afvisende for blikket. Nøgleord for bygningen i funktionen som behandlingssted for sindssyge kunne være “fremmedgørelse og isolation”, snarere end  dem, som Harald Selmer ønsker formuleret i mursten, nemlig tryghed i et mere pastoralt, landligt miljø som byder  patienten velkommen.

Ferinand Friis’ første udkast til “Sindssyge-anstalten for Nørrejylland” fra 1849
Kurhuset, den “nyere”plejestiftelse, det gamle Bidstrupgaard og “Slottet”, som oprindelig anvendtes til de afsindige. Illustrationen er fra 1866.

Kurhuset ved Skt. Hans Hospital

Ganske som navnet “Den Nørrejydske Helbredelsesanstalt for Sindssyge” angiver – at helbredelse for sindssyge er en reel mulighed, gælder det samme for betegnelsen “Kurhuset”: der findes en kur.
Det smukke fugleperspektiv viser hele anlægget: Kurhus, den “nyere”plejestiftelse, det gamle Bidstrupgaard og “Slottet”, som oprindelig anvendtes til de afsindige. Illustrationen er gengivet i “Sankt Hans Hospital og Claudi Rossets Stiftelse”, et mindeskrift fra 1866.
I 1851 vedtog Magistraten at opføre det ny Kurhus til 120 patienter. Alle ikke-sindssyge lemmer skulle fjernes, således at institutionen kun tog sig af sindssyge patienter.
Harald Selmer kommer også her til at sidde i byggekomitéen og gør sin indflydelse gældende som de nye tiders skikkelse, hvad angår den moderne anstalt. Arkitekten er, igen, bygningsinspektør Gottlieb Bindesbøll,
Bindesböll vinder arkitektkonkurrencen, men på grund af uenighed om detaljer i projektet forlader Bindesböll det, og Ferdinand Friis kommer her til færdiggøre byggeriet, som kan tages i brug i 1860.
Bindesböll er en af eksponenterne for historicismen, en arkitektonisk periode, som i midten af 1800-tallet overlapper senklassicismen, hvor oplægget oftest er rent antikt.
Historicismen blander stilarter og epoker efter forgodtbefindende, som Bindesböll gør det i Risskov, Oringe ved Vordingborg og Kurhuset.
Man kan sammenligne historicismen med postmodernismen, som også siger: “alt er tilladt”. På denne måde signalerer postmodernismen et opgør med det 20. århundredes lettere puritanske funktionalisme og modernisme. Den får indflydelse i international arkitektur fra 1960'erne.

Bindesböll er i øvrigt i sin samtid, og senere, blevet lettere nedladende omtalt som “stærkest i det dekorative” og omtalt for sin “murstensornamentik”. Der er ganske rigtigt mange dekorative elementer i hans arbejder; men tendensen er dog, at æres den, som æres bør, og han er almindeligt anerkendt som en væsentlig skikkelse i dansk arkitektur.

 

Udsigt til Gåsetårnet

Anstalten Oringe ved Vordingborg slår dørene op den 3. april 1858. Den er, efter åbningen af helbredelsesanstalten i Risskov ved Århus, trin to i moderniseringsplanen for det danske sindssygevæsen. Også her spiller Harald Selmer fra 1852 en central rolle genem sin deltagelse i “Commiteen for opførelsen af Helbredelsesanstalten for Sindssyge i Oringe ved Vordingborg”.

Jydske Asyl i Risskov, Oringe ved Vordingborg og Kurhuset på Skt. Hans ved
Roskilde: Alle tre er udformet ud fra funktionelle krav, formuleret på dansk grund af Selmer. På Oringe modsvarer indretningen af hovedbygningen ret nøje Jydske Asyl med ‘… overlægebolig i stuen ‘. Vi finder også funktioner som Kirke- og Forsamlingssal placeret i hovedbygningen, hvor de sammen med overlægeboligen udgør centrum i en hierarkisk opbygning.
Om kravene til byggeriet ser vi, at de ret nøje modsvarer dem, som vi finder for Jydske Asyl: Det monumentale skulle undgås … Bygningsanlægget giver mindelser om en herregård … Der hersker symmetri i anlæggets bygningsdele …

Hvad der imidlertid er helt sikkert, er, at arkitekt Bindesböll i Oringe er ene “hane i kurven”. Her deler han ikke æren og ansvaret med Ferdinand Friis, som er involveret i Asylet i Risskov såvel som Kurhuset på Skt. Hans. Nogle vil mene, at Bindesböll med Oringe når et af sine skabende højdepunkter, hvor Thorvaldsens Museum naturligvis indtager førstepladsen i national skelsættende betydning.

Fælles for de tre anstalter er dog først og fremmest en beliggenhed, som et sindbillede på landskabelig skønhed i herskabelige enklaver, betagende udsyn over bugt, fjord og bælt og et terræn med bløde kvindelige konturer, som opfordrer en guldaldersjæl til at lægge kinden mod græsset, plukke et strå og meditere over – og i – dette Danmarksbillede.

Fra anstalten på Oringe-halvøen er der en indtagende udsigt over sundet til Vordingborg og Gåsetårnet – så nær og dog så fjern, fuldstændig som man fra stranden ved Risskov kan se Domkirken og byens tårne i det fjerne. En lignende beliggenhed gør sig gældende for Kurhuset i Roskilde, med de berømte kirkespir i horisonten.

Hovedbygningen ved Oringe
Powered by Søgaard & Co.

Museum Ovartaci · Katrinebjervej 81 8240 Aarhus N · Tlf. 4185 6290 · museum@ovartaci.dk