English version
Et spændende efterår i vente

Selvom dagene bliver kortere, bliver indholdet ikke mindre værdifuldt på Museum Ovartaci! Sensommeren og efteråret kommer til at summe af liv, og der venter dig et festfyrværkeri af aktiviteter og begivenheder på dit yndlingsmuseum. Museum Ovartaci markerer nemlig, at det den 26. september er 130 år siden Ovartaci blev født.

Fri i Aarhus Festuge

Startskuddet for festlighederne går allerede i slutningen af august. Her kan du møde Museum Ovartaci i Slaraffenlandteltet i Byparken i Aarhus Festuge fra den 31. august til 5. september. Sammen med Det Finurlige Flyselskab inviterer museet alle børn og barnlige sjæle til at bidrage til det fælles kunstværk "FRI" – en stor flyvende sardindåse inspireret af kunstneren Ovartaci.

Fantasien får vinger i selskab med Det Finurlige Flyselskab, som med genbrugsmaterialer og skyhøj kreativitet skaber de perfekte rammer.

Personalet i Det Finurlige Flyselskab vil også bruge Ovartacis inspirerende kunst og historie til at tale om mental trivsel, mangfoldighed og hvad "normalitet" er for en størrelse i tråd med Festugens undertema 'Udenfor normen'.

 

Kom forbi teltet Slaraffenland i Byparken fra 31. august til 5. september og lav dit eget fantasifulde bidrag. Efter festugen kan det færdige værk 'FRI' opleves ved Museum Ovartaci i Kulturhus Bunkeren.

Festugerundvisning – Udenfor normen

I anledning af Aarhus Festuge ”MIND THE GAB – Udenfor Normen” sætter Museum Ovartaci i to rundvisninger særligt fokus på normalitetsbegrebet.

Ovartaci placerer sig ofte udenfor normerne i sin samtid, men synes vi også i dag, at det hele er så unormalt? Det og meget mere kan du blive klogere på, når museets dygtige rundviser inviterer med på en guidet rundvisning i museets faste udstillinger.
Rundvisningen varer ca. en time, og vi anbefaler, at du afsætter tid til at fordybe dig i udstillingen på egen hånd efterfølgende.

 

Rundvisningerne finder sted lørdag 31. august og 7. september, begge dage kl. 13.00.

Der er 25 pladser til rundvisningen, som sælges efter først-til-mølle princippet. Det koster 75,- kr at deltage i rundvisningen foruden entré til museet (95,- kr).

 

Billetter kan købes her
Ovartaci - Vild, visionær verdenskunstner

I slutningen af september kommer en ny stor monografi, som kaster lys over en af Danmarks mest ekstraordinære og outrerede kunstnere - Ovartaci.

 

Bogen er det første samlende, bredt formidlende værk om kunstneren, som dels i kronologisk form beretter om kunstnerens liv og sætter hans virke ind i en større kunst-, kultur- og psykiatrihistorisk kontekst, og dels præsenterer et bredt udsnit af kunstnerens værker. Her mødes vigtige tematikker som køn, identitet og galskab, og det er blandt andet disse perspektiver, som bogen udfolder.   

 

Bogudgivelsen markeres med en særlig bogrelease på Museum Ovartaci. Her kan du møde forfatteren Anne Valbjørn Odgaard, og få signeret dit helt eget eksemplar af bogen. Dato offentliggøres senere.

“En sky er en pige er en dreng er en kat”

Fra den 30. august udstilles værker af Ovartaci på Nikolaj Kunsthal i dialog med billedkunstneren Kathrine Ærtebjerg. Udstillingen sker i forlængelse af Ærtebjergs særudstilling “Klokkebarn, Blodmenneske, Dråben” på Museum Ovartaci.

 

I den nye udstilling “En sky er en pige er en dreng er en kat” i Nikolaj Kunsthal udfolder Ærtebjerg sanselige og farverige refleksioner over identitet, køn og eksistens. Det gør hun i selskab med Ovartaci, som helt konkret træder ind i hendes verden: en række af hans værker er nemlig installeret side om side med nye surrealistiske arbejder af Ærtebjerg. Hvordan kan man forestille sig liv i verden? Hvordan træder verden frem for vores øjne? Hvordan hænger livet og døden sammen? Det er spørgsmål som disse, der er omdrejningspunktet i udstillingen, der indeholder nye malerier, skulpturer, papirarbejde af Ærtebjerg samt et lydværk, som Ærtebjerg har skabt i samarbejde med Lystrophia.

Open Forum

Den 3. september kl. 16-18 inviterer Museum Ovartaci atter til Open Forum under overskriften Beyond diagnosis. Deltagelse i Open Forum er gratis og kræver ingen tilmelding.

 

Dagens facilitatorer er Amalie Schmidt (hun/hende) og Tex Jensen (de/dem, han/ham). Begge har de oplevet at føle sig fremmedgjorte.

I en stor del af deres liv har de følt sig udelukket fra det almindelige samfund - næsten som om de var en anden art, der levede parallelle liv. Amalie og Tex har nemlig måttet bruge deres ungdom på at navigere i det psykiatriske system: At være indlagt, mærke et tab af menneskelighed ved at blive stemplet af en diagnose og mærke deres liv gå i stå, mens jævnaldrende levede videre.

 

Den 3. september åbner Amalie og Tex dagens åbne dialog med deres personlige fortællinger, hvortil alle kan bidrag med egne oplevelser og erfaringer med et liv med sårbarhed eller blot dele sine tanker om stort eller småt, der falde ind i dagens dialog.

 

Open Forum er et demokratisk samtaleformat, hvor dialogen er åben for alle. Samtalen foregår på engelsk, så alle kan være med, også hvis man ikke har helt styr på det danske sprog endnu.

 

Deltagelse er gratis og kræver ingen tilmelding.

 

Arrangementet er en del af museets ungeprojekt UNG i dag, som er støttet af Region Midt og Nordea-fonden.

Regionale kulturkammerater

I begyndelsen af september får 20 unge i alderen 18-30 år mulighed for at give kreativiteten frit løb i et workshopforløb over tre gange. Her skal de skabe rekvisitter til den kommende teaterforestilling "Lyden af en fandens fantast – En forestilling om Ovartaci."

 

Målet med workshoppen er at skabe relationer og fremme trivsel gennem kreative aktiviteter.

Workshopforløbet afrundes med generalprøven på stykket, hvor de 20 unge får æren af den første visning af forestillingen.

 

Workshopforløbet er en del af projektet Regionale Kulturkammerater.

Læs mere
K7 Week

K7 WEEK er en national kulturuge for unge under 27 år. Fra den 9. til den 15. september kan unge under 27 år gratis besøge mere end 200 museer og udstillingssteder over hele landet. 

På Museum Ovartaci har vi taget skridtet fuldt ud. Her giver vi nemlig gratis adgang til unge under 27 år helt frem til den 17. maj 2025 (*gælder ikke grupper og skolebesøg).

 

Skriveworkshop

I forbindelse med K7 Week arrangerer museets UNG-råd en særlig skriveworkshop for unge den 12. sep. kl. 16-18. Workshoppen åbner mulighed for at prøve kræfter med frigørende skriveprocesser. Her vil der være fokus på det skrevne ord i en spontan tekst, der kan åbne for samtaler og forståelser på tværs. Det er ikke et krav, at man har skrevet før, og man må skrive så mærkeligt eller gebrokkent, man vil. Der er sørget for papir, blyant og kaffe; du skal bare dukke op med villighed til at både skrive og dele dine tanker.

Det er en frigørende proces, hvor du både kan lære dig selv og andre en lille smule bedre at kende. Det specifikke emne annonceres senere.

BATSHIT

Den 26. september er det 130 år siden Ovartaci blev født. Museet markerer mærkedagen med  fernisering på særudstillingen BATSHIT.

 

BATSHIT udstiller mindre kendte værker af Ovartaci – værker som er anderledes end de værker, vi normalt forbinder med Ovartaci.

Kurator på udstillingen er den danske kunstner Uffe Isolotto. Isolotto er kendt for at arbejde undersøgende og digitaliseret med det selviscenesatte menneske og udfordre vores etablerede forestillinger om det menneskelige og ikke menneskelige. Nogle vil måske huske Isolotto fra Venedig Biennalen i 2022, hvor han udsmykkede den danske pavillon med totalinstallationen ’We walked the Earth’, som senere kunne opleves i Den Frie Udstillingsbygning i København.

 

Udstillingen BATSHIT kan opleves på Museum Ovartaci fra den 26. september, frem til januar 2025.

Lyden af en fandens fantast – En forestilling om Ovartaci

I starten af oktober kan du opleve en helt særlig teaterforestilling midt i museets udstillinger. Teatergruppen Teater HURRA og musiker Lise Dres arbejder netop nu på den kommende forestilling Lyden af en fandens fantast - En forestilling om Ovartaci. Forestillingen tager publikum med på en poetisk rejse gennem Ovartacis kunstneriske univers, hvor de dygtige skuespillere giver universet liv gennem lyd og krop, tilsat musik komponeret og fremført af Lise Dres.

Sindet er en sommerfugl

I midten af oktober er det muligt at opleve teaterforestillingen "Sindet er en sommerfugl".

Med afsæt i Ovartacis liv og virke inviterer Syddjurs Egnsteater og Teater Hakkehuset i samarbejde med Museum Ovartaci på en poetisk fortælling, der tager publikum med på rejse i fantasiens verden og sindets mange lag. Her udfolder overgange og forvandlinger sig på smukkeste vis for øjnene af publikum og tryllebinder disse i en verden, hvor alt kan ske.

Forestillingen vil bl.a. kunne opleves i festsalen på det gamle Psykiatriske Hospital i Risskov, Kulturhotellet i Rønde og KomBi i Hornslet.

Ovartaci – Homeward Bound

Fra den 7. oktober til den 10. november kan du opleve en særlig Ovartaci-udstilling på Maltfabrikken i Ebeltoft som en markering af 130 året for Ovartacis fødsel. Ovartaci blev født i Ebeltoft i 1894. Udstillingen kan opleves uafhængig af eller som et supplement til den aktuelle særudstilling BATSHIT på museet og åbner mulighed for at opleve Ovartaci på en form for hjemmebane.

På Museum Ovartaci glæder vi os til at vise Ovartacis kunst i de fantastiske og rå rammer, Maltfabrikken stiller til rådighed.

Snydekager og actionpainting

Hen over sommeren har det summet af liv i Museets Børn & Unge atelier. Over 3 glade sommerdage i begyndelsen af juli brugte en håndfuld fantastiske børn, den første uge af skolernes sommerferie, hvor de fik dannet nye venskaber gennem kreative samarbejder på kryds og på tværs. Der blev bl.a. skabt kopper af papmaché, kager af skumgummi og sandspartel, fantasidyr med udgangspunkt i udstillingen, actionpainting på Vestereng og pindemennesker af garnrester og pinde.
Ugen blev rundet af med en festlig fernisering, hvor forældre, bedsteforældre og søskende kom og så de smukke værker.

De bedste kreative formidlere

I juni måned sendte museet to af sine dygtige kreative formidlere på kursus i Firenze.

Sammen med lærere fra Spanien, Portugal, Polen og Litauen arbejdede de en uge både praktisk og teoretisk med kunst som trivsels- og sundhedsfremme. Mødet med andre undervisere fra Europa gav mulighed for værdifuld vidensdeling.

I løbet af ugen gennemførte holdet et enkelt skuespil og besøgte AD’A (Accademia D’arte Firenze), som var helt fantastisk og virkelig interessant og inspirerende.

Kurset og deltagelsen er støttet af Erasmus+ og en del af Teachers Academys tilbud.

Alle har brug for gode venner - også et museum

Medlemmer af Museum Ovartacis Venner er med til at sikre museets fortsatte eksistens og dets vigtige arbejde med at gøre en forskel for andre ved at fjerne fordomme og skabe forståelse om psykisk sygdom gennem kunst og kulturhistorie.

 

Med andre ord: Museum Ovartaci har brug for dig!

 

Som medlem af Museum Ovartacis Venner får du særlige og favorable fordele. Du modtager invitationer til events, ferniseringer, pre-views, særlige vennearrangementer og du tilbydes en særlig vennepris på udvalgte arrangementer. Desuden giver et medlemskab af Museum Ovartacis Venner gratis adgang til museet. Et medlemskab koster 225,- kr. årligt.

 

Du kan melde dig ind i Museum Ovartacis Venner via linket nedenfor

 

Meld dig ind her!
Følg os her: