Stikordsregister

Ovartaci

 (1894-1985)    Flere billeder     - Ovartaci på rejse i  Europa

Kunstneren Louis Marcussen, bedre kendt som Ovartaci, var indlagt her på hospitalet i 56 år fra 1929 til han døde 91 år gammel 1985

Rejser i sindet.
Anerkendelse.
Patienten Ovartaci
Ovartacis kunst
Kreativitiet
Murmalerier i kælderen
Ovartaci Fonden

Ovartaci var uddannet malersvend og rejste 31 år gammel til Argentina, hvor han opholdt sig i 3 år. Under opholdet dér blev han psykisk syg. Kort efter hjemkomsten i 1929 blev han indlagt på Psykiatrisk Hospital i Risskov, hvor han opholdt sig indtil sin død.

Rejser i sindet

De første år under opholdet på hospitalet malede han naturalistiske billeder, blomster, bygninger og lignende, men efterhånden udviklede han sin egen helt specielle stil hvor han malede, tegnede og lavede skulpturer og dukketeatre ud fra sine egne fantasier og oplevelser fra en lang række tidligere imaginære dyre- og mennesketilværelser

Ovartaci foretog utrolige rejser i sindet, i tid og rum gennem en lang række tidligere tilværelser, og var indtil de allerseneste år særdeles produktiv som kunstner. Han var desuden meget interesseret i musik, sprog og litteratur, og han kæmpede sig, via et fantastisk engagement i sit arbejde med sin kunst og sig selv, i 1950'erne og 60'erne, frem til en misundelsesværdig åndelig og kunstnerisk frihed. Det hele var en selvbehandlingsproces, der førte til mere livskvalitet, end det er forundt mange af vi andre såkaldt psykisk raske.

Patienten Ovartaci

Ovartacis livshistorie bærer vidnesbyrd om anstaltspsykiatriens historie, eller epoken med langtidsindlæggelser i dansk og europæisk psykiatri. Vi får indsigt i konsekvenserne af en sådan tilværelse: isolation, fængselslignende sociale relationer, en konstant kamp for det personlige rum. Vi taler også om en epoke, hvor effektive behandlingsmuligheder for de tunge psykiatriske sygdomme er særdeles beskedne, og hvor selve opholdet i lige så høj grad er en beskyttelse af den almindelige borger mod at skulle konfronteres med stærkt invaliderende og angstprovokerende sindssygdom på nært hold. Anstaltsopholdet – i Ovartacis tilfælde af 56 års varighed – er en form for ”gensidig skærmning”.

Den anden side af historien er ”Friheden i ufriheden”: et på mange måder trygt og ubekymret liv, hvor Ovartaci får serveret sine måltider, får alle elementære livsfornødenheder dækket, og hvor han kan koncentrere sig om sin kunst og syner i fuld udstrækning. Det er Ovartacis – og også vores – held at han i hvert fald i lange perioder bliver fritaget for en sløvende og på sin egen måde invaliderende medicinsk behandling. Vi møder her en individuel tilgang til den enkelte patient, en mulighed for at differentiere og imødekomme nogle specifikke ønsker og behov hos patienten. Således tildeles Ovartaci sit enkeltværelse og små, men for ham essentielle, privilegier, såsom adgang til en cykel og tilladelse til udflugter i den virkelige verden.

Paradoksalt nok er det vanskeligt, nærmest umuligt at forestille sig, at Ovartacis grænseoverskridende kunst kunne have udfoldet sig lige så rigt og stærkt uden for de mure, som udgjorde hans fysiske horisont. Derudover er selve disse arkitektoniske og sociale rammer et centralt motiv og drivkraft i hans livsværk.

Ovartacis kunst:

Det turde fremgå af betragtningen af Ovartaci’s livsværk, at han for det første er kunstner, endda en af de større. Ovartaci indtager ubesværet sin plads i psykiatrikunstens kongerække, (sammen med Wölfli, Hill m.fl.) Hans værk er holdt sammen af en konsistent palet og motivkreds, som skaber en skueplads for et livslangt, uudtømmeligt mylder af syner, skabninger og scenerier. Psykiatrikunst eller ej – Ovartacis stemme taler tydeligt til os alle gennem hans kunst. Vi oplever en fascinationsbåret identifikation med et sprog og en forestillingskraft som, så fremmede de end måtte forekomme, vækker stærke følelser af genkendelse af en glemt verden under drømmens hav.

Kreativitet:

Kreativitet er sindets evne til at danne billeder eller forestillinger, måske omformet til genstande eller værker. Kreativitet er fantasiens transformerende kraft. I Ovartacis liv og værk ser vi fantasien udfoldet til sit yderste. Han skaber imaginært liv, familie, venner og fjender, kærlighed og eventyr ud af den blå luft. Alt dette på baggrund af en hospitalsvirkelighed gennem 56 år, med ydmygelser, smålige kampe om bagateller og overgreb fra personale – til tider selvforskyldt.

Vi må forestille os en udmarvende monotoni, et fravær af stimuli og et helt liv uden kærlighedens fysiske manifestationer, kun i form af selvtilfredsstillelse, ledsaget af nagende skyldfølelser. Tiden – og Ovartaci selv– ser ikke med mildhed på seksuelle excesser. Hans higen efter identitetsskifte til først eunuk, og senere kvinde, er en higen efter det uskyldsrene og smukke, det er et fravalg af drifterne, og på ingen måde drømmen om at realisere en kvindelig seksualitet. Ovartaci kreerer, gennem smerten og afsavnet, det nye menneske, som han har drømt om. Han bliver sin egen skabelse.

Ovartaci stopper ikke ved sin selviscenesættelse, hans kreative vision folder sig videre ud på sengestuens vægge, i forestillinger om transformationen af et helt hospital, måske en hel verden. Han drømmer om udsmykning af vægge, gange, kældre og kapeller – alt til menneskets velbehag. En yderst beskeden del af denne udsmykning får han lov til realisere, en endnu mindre del overlevede en undrende samtid, og findes nu i fragmenter.

Ovartacis vilde udsmykningsplaner fik et efterliv i form af en større opmærksomhed på, og forståelse for den opløftende virkning af kunst, på såvel de psykisk syge som det personale, som deler hospitalet og de nære omgivelsers rum med dem. På Psykiatrisk Hospital i Århus har den kunstneriske udsmykning, såvel af ”syge”, som raske kunstnere en stor og vigtig plads.

Anerkendelse.

Den sidste snes år Ovartaci levede på Psykiatrisk Hospital, befandt han sig særdeles godt. Han havde tilkæmpet sig en udstrakt frihed til at udfolde sig som en beundret kunstner. Cobra-kunstnerne Asger Jorn og Jean Dubuffet var blandt dem, der satte Ovartacis kunst meget højt, og Asger Jorn sørgede for at hans billeder kom til at indgå i Dubuffets kunstsamling L'art Brut i Lausanne.

Ovartaci deltog i udstillingen "Outsidere" på Louisianna i 1979, og hans skulpturer og billeder var blandt de bedste ved udstillingen.
Ved en Ovartaci-udstilling i Galleri Gallo i 1982 blev udstillingen af C. F. Garde betegnet som en af de mest spændende udstillinger i byen og et vidnesbyrd om, at talentet trives under andre vilkår end dem, vi sædvanligvis forestiller os.

 

JavaScript DHTML Menu Powered by Milonic